I always have coffee when i watch radar, you know that! - Dark Helmet i Spaceballs
Velkommen
Blog #184: VVVVVV, af p0dde, den 22. januar, 2010, klokken 22:46
Platform-spillet VVVVVV har fået rigtigt meget omtale som et innovativt og udfordrende platforspil med puzzle-elementer. Spillet har en gennemført retrostil, er charmerende og har et lækkert chip tune score.
Styreegenskaber: Spillets niche er at det kun benytter tre knapper: 'højre pil', 'venstre pil' og 'v', og deraf kommer navnet. I en tid hvor spil bruger mange kapper har VVVVVV en tydelig fordel hos spilanmelderne. Der er noget at skrive om, og det tager 3 minutter at indfange spillets dynamik.
Genoplivnings-tempo: Jeg lyder måske lidt skeptisk, men der er også andet at komme efter end minimalistiske controls. Spillet er meget svært, men man har uendelige liv. De uendelige liv er efterhånden en selvfølge, men det der gør VVVVVV nyskabende er den tid det tager fra man dør til man kan komme i gang med at spille igen. Det er meget kort tid.
Det vertikale kraftfelt: Sidste element er det 'vertikale kraftfelt', der aktivers ved at trykke 'v'. Når dette gøres skifter polerne i kraftfeltet, og op bliver ned og ned bliver op. I realiteten er det en udvidet hop-funktion, hvis vi tænker i jump & run terminologi. Det er også her puzzle-elementet kommer ind da denne vertikale orientering kræver at man tænker i andre baner og opfatter banens forhindringer i to dimensioner.
Det tekniske: Som jeg forstår det er spillet ude på flere platforme. Jeg spillede PC-versionen der er en Java applikation, og det var en dårlig oplevelse. Min gamle C64er kunne levere bedre fps og reaktionstid end hvad jeg oplevede på min XPS1330. Der er sikkert 1000 forklaring på hvad jeg skulle have opdateret inden jeg begav mig ud på den komplekse handling at få VVVVVV til at spille som det var tiltænkt. Det er lidt paradoksalt at noget så minimalistisk og simpelt ikke bare virker.
Så p0dde spiller VVVVVV: Videoen viser først og fremmes hvordan jeg klarer noget meget svært! Derefter går jeg i detaljer med den 'learning curve' der er i spillet, specielt med nedsat reaktionstid og 'cat on lap'. Musikken er YMCK fra de tidligere albums 'Family Music' og 'Family Racing'. Hvis nogen kan gøre mig den tjeneste, at tælle hvor mange gange jeg dør er jeg meget interesseret i at vide tallet.
Blog #182: Uzumaki - Jeg har malet min spiral sort, af Jack, den 9. januar, 2010, klokken 17:00
Jeg så Uzumaki i går, en japansk gyser fra 2000, baseret på mangaen af samme navn af Itou Junji. I den begynder spiraler (uzumaki betyder spiral) langsomt at spille en fortsat større rolle i en lille japansk by. Vi følger gymnasiepigen Goshima Kirie og hendes barndomsven/kæreste/private særling Shuichi, som direkte involveres i begivenhederne da sidstnævntes fader, efter en tiltagende besættelse af det eponyme mønster begår selvmord (og det er for resten en vaskemaskine, ikke en høkasse). Det går selvsagt fra slemt til værre, og slutningen kan næppe kaldes hverken idyllisk eller munter.
Filmen er lavet for hvad der for mig ligner et forholdsvis lille budget, så i forvejen er brødet slået stort op når man med filmens høje mimetiske kaliber skal genskabe Itous mildt sagt fantastisk groteske verden. I de første to kapitler af filmen opbygges uhyggen snigende og diskret, ofte med subtile video-effekter i baggrunden, ganske som vi holder af japanske gysere for at gøre det. Her mærker man ikke meget til det lille budget, og selvom det filmiske sprog til tider låner en tand for ligefremt fra tegneseriens kompositioner var jeg til tider ganske nervøs ved mine omgivelser. Særligt er der kompositbilleder som får ubehageligt lang tid til at spøge for øjnene, og selvom noget findes i reflektionerne på det slukkede tv er det ikke altid umiddelbart til stede. Den slags huer mig, mine damer og herrer, det huer mig!
I filmens sidste kapitel hopper kæden desværre lidt af, og de ekstreme groteskerier som jeg forestiller mig fungerer fremragende i Itous streg, hans grafiering, bliver fjollet nok til at den omhyggeligt opbyggede stemning mere eller mindre løber ud i sandet. Heldigvis afrundes filmen med en meget smuk epilogisk montage, som alligevel efterlader en med en (u?)behagelig mavefornemmelse (og jeg ville være taknemmelig hvis nogen kunne forklare mig de tekniske detaljer bag denne afsluttende montages billeder). Alt i alt må det siges at være en moderat vellykket gyser, hvis fineste kvalitet måske er at indgyde en med en voldsom lyst til at stifte nærmere bekendtskab med Itous arbejde. Han mestrer tydeligvis en særlig variant af den japanske body horror, og formår at skabe ubehag som kun en uddannet tandlæge kan gøre det.
Blog #180: Kaffeklubbens Juleforkost 2009, af p0dde, den 9. december, 2009, klokken 21:22
Jeg arbejede på et cover billede til et mix tape til pakkelegen, da jeg droppede ideen igen. Så nu bruger jeg bare billedet som plakat på forsiden for julefrokosten. Warning: mysql_result() [function.mysql-result]: Unable to jump to row 0 on MySQL result index 34 in /home/kaffeklu/public_html/nyheder/blog.php on line 97
Blog #179: Kaffeklubben Sommerhustur. Sleepaway Camp 11, af p0dde, den 6. juli, 2009, klokken 21:00
Som en del af kaffeklubbens traditionsrige historie indledes sommeren med en sommerhustur. I år går turen til et øde sommerhus i Skåne, der venligst er udlånt til formålet af Emma. Kaffeklubbens lærde vismænd er kommet frem til at årets udflugt er nummer 11 i træk, og deraf kommer også årets titel: Sleepaway Camp 11.
Blog #178: Musa'ab Da'ana blev kun 17 år gammel., af Ninna, den 29. januar, 2009, klokken 15:38
Musa'ab Da'ana blev kun 17 år gammel.
Det første jeg ser er blodet på asfalten, alt for meget blod til at være fra en overfladisk skade. Dernæst ser jeg ambulancen, som allerede er ankommet og en stor mængde oprevne palæstinensere, der cirkulerer omkring den. Da ambulancen kører væk, fortæller de omkringstående mig, at den unge mand, som er blevet skudt, hedder Musa'ab Da'ana. Han er kun 17 år. 15 minutter inde i demonstrationen blev han på kort afstand skudt i hovedet med skarp ammunition. Han døde kort efter sin ankomst på hospitalet.
Jeepsne kommer om natten
I forbindelse med støttedemonstrationer for Gaza på den besatte palæstinensiske Vestbred har det israelske militær skudt med skarpt mod demonstrationene over hele Vestbredden. Indtil videre er 8 mennesker dræbt og mange flere såret. En raket fra Gaza har dræbt 3 israelere. Over 1500 mennesker er blevet dræbt og over 5000 såret i Gaza. Vestbredden er ikke i krig med Israel. De har en fredsaftale. Der flyver ingen bomber fra Vestbredden ind i Israel. Alligevel lever palæstinenserne her i evig frygt for lyden af den israelske hærs jeeps, der kommer om natten og forsvinder tilbage i mørket fyldt med anholdte palæstinensere. Anholdte hvis eneste forbrydelse er at deltage i lovlige demonstrationer. Demonstrationer i protest mod de ulovlige israelske bosættelser, som fortsat vokser på Vestbredden. Demonstrationer i protest mod den otte meter høje mur, der skærer igennem Vestbredden og afskærer palæstinenserne for livsvigtige resourser som vand og adgang til deres levebrød: deres oliventræer. En mur, der er kendt ulovlig af FN og på flere geografiske steder også af den israelske højesteret, men som nådesløst lukker sig og gør situationen mere og mere håbløs.
De skyder ind i mængden
Hver fredag tager jeg til landsbyen Bil'in, som jeg har fulgt i de sidste 4 ½ år. I næsten alt den tid de har demonstreret imod den israelske mur, som tager 60% af deres olivenmarker. De er på nuværende tidspunkt gået ind i det femte år for deres faste fredagsdemonstrationer. Den israelske højesteret har kendt både muren og bosættelsen, som den beskytter, ulovlige. Dette betyder ikke, at muren eller bosættelsen bliver fjernet. Tværtimod. Muren er nu bygget færdig og bosættelsen vokser stadig på palæstinensernes land bagved.
Alene i denne landsby er der de sidste fire fredage blevet såret 15 børn og unge. De er blevet skudt med skarp ammunition og eller ramt af tåregasgranater. Granater af hvidglødende metal, der bliver skudt direkte ind i mængden og forårsager forfærdelige brandsår.
I dag besøgte jeg Khames Fathi Aburahma, som ligger på intensivafdelingen med kraniebrud. Han blev ramt i hovedet af skarpt ammunition sidste fredag i Bil'in. Det er stadig usikkert om han nogensinde kommer til bevidsthed. På hospitalet ventede jeg udenfor Khames' stue sammen med hans mor. Det er den fjerde af hendes sønner, som er blevet alvorligt såret af den israelske hær til demonstrationer mod muren.
Soldaterne smilede og jokede
Da ambulancen med Musa'ab kører væk, befinder jeg mig ganske tæt på soldaterne. Jeg kan se dem smile og joke med hinanden. Ind imellem hæver de deres rifler og skyder imod de ubevæbnede demonstranter længere nede af gaden. Det giver mig kvalme og jeg er nødt til at sætte mig ned.
Senere sidder jeg blandt den forreste gruppe af de unge demonstranter. Når jeg ser rundt på de unge mænd, kan jeg ikke lade være med at undres. Hvem som helst blandt disse unge mænd kunne have været i Musa'abs sted. Denne solbeskinnede vinter-formiddag blev Musa'ab sidste. Men han er ikke den sidste palæstinenser, der er blevet dræbt for at opretholde den israelske besættelse.
Ninna Hedeager Olsen, stud.techn.soc
Baten el Hawa, Ramallah, Vestbredden.
Blog #176: Albert's Christmas, af Tim, den 15. december, 2008, klokken 16:59
Her kommer der så en julehistorie fra mig af. Den handler mest om hunde og en fyr der hedder Albert, den er på engelsk.
Da der endnu ikke er nogen der brokker sig over formen jeg lægger det her op i, så fortsætter jeg. Det gælder stadigt at i bare skal sige til (på en pæn måde, tak) hvis i helst vil af med det på forsiden.
Blog #175: Margit Renzau og Kloakspurven, af Tim, den 1. december, 2008, klokken 18:29
Her er det seneste skud på stammen så mht noveller fra mig. Jeg har konverteret den til PDF fordi det er langt det letteste hvis jeg vil beholde mit layout.
Hvis i synes det er grimt, må i jo råbe vagt i gevær. Det er simpelthen det eneste der lige lader sig gøre pt.
