Der havde været stille i så mange år, at den del af nervesystemet, der opfatter begivenheder, var rustet helt fast og måtte knirke i gang som gammelt maskineri. Der var sådan set ingen begivenhed endnu, men der var en form for sitren i luften, en forudanelse, fuldstændigt udefineret og flygtig som damp. Ikke desto mindre skabte den frygt, ikke mindst fordi begivenheder var så uvante. Alle steder stod efterladte kaffekopper på terrasserne, efterladte spader i deres huller, efterladte cykler ...

De siger, at syv år er langt tid at lede i. Det kommer helt an på, om man ved, hvad man leder efter. Eller hvorfor. Hvis man ikke kan besvare mindst et af de spørgsmål, så er det bare tid. Spadestik. Spadestik efter spadestik. Knasende spadestik, den uhørlige, men følte knagen i skovlens træ, når momentet presser den seneste kulsorte, skælvende klump jord op og ud af dens lige så kulsorte moderklump for at sende den på en flagrende, kortvarig flyvetur i flere sekunder, før den atter ...

Pæresælgeren var desperat for første gang i sit liv. Kort efter, at han for altid havde lagt sit barndomshjem bag sig, fandt han i vejkanten en stor mængde modne, smaragdgrønne og læskende saftige pærer i vejkanten, og lige siden havde han kunnet bevare sit lager på denne måde. Men nu, kun få uger efter, at han storladent havde bekendtgjort, at han var verdenshistoriens bedste pæresælger, var det hele faldet fra hinanden. Nu fandt han kun potteskår og smedejern i vejkanten, og han havde ...

Bang! Pow! Næverne sidder løst! Seksløberne forlader velsmurte deres hylstre som ræven, der hører jagthundenes glammen! Snart er hele scenen et kaotisk rod af afrevne lemmer, blå øjne, blomkålsører og boksernæser. Basil Pouledouris leverer soundtracket, da den muskuløse barbar, hvis familie blev brændt i syd, kaster en spisebordsstol gennem kraniet på en galakseblaffer fra Metavenus-7, hvilket får jadegrønne kraniefragmenter til at regne ned over de nærmeste forsamlede. Den her Baresso ...

Korridorerne i det menneskelige kælderdyb er dunkle, uransaglige og langstrakte. Hvem kan svare på, hvorfor et menneske det ene øjeblik, dødeligt såret på æren og stødt på manchetterne, kaster handsken for sin rivals fod, det næste grådigt sluger en klump kæmpe øjenæblekød? Hvad ville du selv gøre i samme situation? Hvad ville du selv gøre, hvis tre ninjaer pludselig kom løbende og skubbede lidt rundt med dig?

Download episode #032 til dit kælderdyb

Lad os se, i denne uge ...

Forandringen var uundgåelig og nærmede sig med hastige skridt. Det endelige resultat var uforudsigeligt, men ville være gennemgribende. De forvirrende impulser og gådefulde reaktioner, som havde manipuleret både kødet og sindet igennem de sidste måneder havde en markant, teleologisk nuance, og lige meget hvad resultatet blev, så var det det, der var meningen. Lige meget hvad konsekvenserne blev, fra det horrible til det guddommelige, så var der ingen vej uden om. Så lad os tage en kop ...

Jeg har opdaget en horribel, næsten brutal podcast, som jeg kun kan anbefale til mænd af overmåde vital konstitution. Den falder ind i øregangene mod hjernen, og når den ikke finder andet til stede, går den til angreb på de snørklede og sirlige, fløjlsbløde overflader. Den vrider og fordrejer hjernen, som en hun-python, der tilbeder sin gud. Den brutaliserer den smukke hjernehinde som en kusk misbruger ponyer. Jeg anbefalede den til en ven, som var i knibe: Han troede, at han var blevet ...

And when you think about it, isn’t that exactly the point?

Parking...?

And driving, and shopping, and eating, and working. Somehow, somewhere, they all got chewed up and spit back out. They don’t taste like living anymore. Don’t you see what it’s like in this deranged, wearing blender of a world. Every day is an agonizing ordeal. Like balancing a scalding bowl of water on your head, while people whip your legs and butt.

Ah, you never forget your senior prom.

You think I’m sick? ...