On Saturday mornings I would walk to the Flavor Cup or Porto Rico Importing coffee store to get my coffee. Often it was freshly roasted and the beans were still warm. Coffee was my nectar and my ambrosia: I was very careful about it. I decanted my beans into glass... and I ground them in little batches in my grinder. - Larie Colwin
Velkommen
Blog #187: Fun Home - Eller er det...?, af Jack, den 3. marts, 2010, klokken 17:39
Alison Bechdels Fun Home er en autobiografi, men det var svært for mig at læse den som en sådan. Til at begynde med lyder historierne om den særprægede familie og deres overtagelse af en bedemandsbutik næsten for gode til at være sande, og de hjælpes ikke på vej af den alvorlige, man fristes næsten til at sige opstyltede eller prætentiøse, tone og de ustandselige litterære referencer. Det hele forekommer en tand for kunstigt, men det er måske ikke tilfældigt at det første kapitel hedder "Old Father, Old Artificer". Det er nemlig aldrig for tidligt til den første Joyce-reference, så Fun Home fortsætter hvor Portrait of the Artist sluttede.
Da jeg slappede af og accepterede fortællingen som fiktiv, eller i hvert fald fiktionaliseret, nød jeg store dele af den. Det forekommer mig også at Bechdel, med sine talrige paralleller til fiktionen og omtaler af sig selv som en upålidelig fortæller, udmærket er klar over hvor skrøbeligt et fundament det faktuelle i enhver biografi, og særligt selvbiografien, hviler på. I sidste ende er det jo heller ikke vigtigt hvorvidt de beskrevne begivenheder rent faktisk fandt sted som beskrevet, eller overhovedet.
Den i begyndelsen meget fremmedgørende og lidt ubehjælpsomme stil bliver efter et stykke tid og på trods af de nævnte forbehold til en meget charmerende måde at fortælle på. Det føles som om Al, som fortælleren/forfatteren flertydigt ønsker at blive benævnt, fortæller historien på trods af sig selv. At hun i virkeligheden er så privat og indestængt et menneske, at hun kun ved at pakke tingene ind i floromvundne citater fra Joyce og Proust kan bringe sig til at udstille dem for verden. Der er noget smerteligt i den måde hver sætning virker som om den er blevet skrevet og genskrevet hundredevis af gange, og denne neurotiske ærlighed i håndværket udtrykker bedre end nogen eksplicit udtalelse hvem historien handler om. Det fremmedgørende kommer på freudiansk vis til at fungere vindende og indtagende.
På denne måde bliver selve fortællingen om hvordan den unge Alison vokser op med en hemmeligt homoseksuel far, hvis skab undervejs slår gevaldige revner, en forbitret mor, som udlever sin skuespilsdrømme i det ynkværdige lokalteater mens hun længes tilbage til storbyen, og et par brødre uden påviselig personlighed, for til sidst at blomstre til en ung, stærk, omend stadig lettere neurotisk, men åbent homoseksuel kvinde, underordnet i forhold til det tekniske håndværk. Selve historien er mindre rørende end hvordan den fortælles, og også på denne måde står Fun Home ved sit joyceanske ophav.
Fortællingen placerer sig naturligvis solidt i den moderne strømning for autobiografiske tegneserier, hvor det lidt naive blandes med det tragiske, og resulterer i en blidt rørende, men også underligt upåtrængende tragikomedie. Bevægelsen blev anført af David B.'s Bestigelsen af det høje onde, og fik sit kommercielle gennembrud med Marjane Satrapis Persepolis, og de mindre succesfulde eksempler resulterer ofte i hvad jeg irritabelt kalder "pussenus". Det er heldigvis ikke tilfældet for Fun Home, især på grund af dens charmerende akavethed, men mod slutningen drukner det interessante karakterspil i litteraturkritisk lommefilosofi, sjovt nok lige efter en episode omhandlende hvor meget den slags overvejelser irriterer Alison.
Også ærgerligt, men desværre også karakteristisk for genren ("Family Tragicomics", som Blechdel selv kalder det), er at tegningerne det meste af tiden er et næsten unødvendigt supplement til teksten. Hun har tydeligvis et lige så solidt greb om det illustrative håndværk som om det tekstuelle, men det får desværre ikke lov til at komme til sin ret. Der er ikke ét panel som ikke er ledsaget af tekst, ja, der er sågar tegninger som kun afbilder tekst, og selvom det selvfølgelig er en legitim narrativ strategi kan man ikke lade være med at føle at visse episoder kunne være fortalt mindst lige så godt udelukkende ved hjælp af tegninger.
Udover disse forbehold, som jeg kunne forestille mig i mange tilfælde ville spolere bogen, er Fun Home et interessant og til tider både charmerende og rørende bekendtskab. Det litterære snobberi kommer af og til i vejen for fortællingen, og ofte i vejen for illustrationerne, men hvis man ser det som et tegn på menneskelig svaghed, snarere end på kunstnerisk, forøger det kun fornøjelsen.
Blog #185: Al & Leon's Final Fight, af p0dde, den 10. februar, 2010, klokken 19:55
Jeg præsenterer Al og Leons afgørende kamp (link):
Videoen er produceret på en eftermiddag med det formål at få styr på Adobe Premieres Time Remapping-effekt. Filmen er ikke original, da der i forvejen findes en Around The World-version af Al og Leons dans.
Blog #184: VVVVVV, af p0dde, den 22. januar, 2010, klokken 22:46
Platform-spillet VVVVVV har fået rigtigt meget omtale som et innovativt og udfordrende platforspil med puzzle-elementer. Spillet har en gennemført retrostil, er charmerende og har et lækkert chip tune score.
Styreegenskaber: Spillets niche er at det kun benytter tre knapper: 'højre pil', 'venstre pil' og 'v', og deraf kommer navnet. I en tid hvor spil bruger mange kapper har VVVVVV en tydelig fordel hos spilanmelderne. Der er noget at skrive om, og det tager 3 minutter at indfange spillets dynamik.
Genoplivnings-tempo: Jeg lyder måske lidt skeptisk, men der er også andet at komme efter end minimalistiske controls. Spillet er meget svært, men man har uendelige liv. De uendelige liv er efterhånden en selvfølge, men det der gør VVVVVV nyskabende er den tid det tager fra man dør til man kan komme i gang med at spille igen. Det er meget kort tid.
Det vertikale kraftfelt: Sidste element er det 'vertikale kraftfelt', der aktivers ved at trykke 'v'. Når dette gøres skifter polerne i kraftfeltet, og op bliver ned og ned bliver op. I realiteten er det en udvidet hop-funktion, hvis vi tænker i jump & run terminologi. Det er også her puzzle-elementet kommer ind da denne vertikale orientering kræver at man tænker i andre baner og opfatter banens forhindringer i to dimensioner.
Det tekniske: Som jeg forstår det er spillet ude på flere platforme. Jeg spillede PC-versionen der er en Java applikation, og det var en dårlig oplevelse. Min gamle C64er kunne levere bedre fps og reaktionstid end hvad jeg oplevede på min XPS1330. Der er sikkert 1000 forklaring på hvad jeg skulle have opdateret inden jeg begav mig ud på den komplekse handling at få VVVVVV til at spille som det var tiltænkt. Det er lidt paradoksalt at noget så minimalistisk og simpelt ikke bare virker.
Så p0dde spiller VVVVVV: Videoen viser først og fremmes hvordan jeg klarer noget meget svært! Derefter går jeg i detaljer med den 'learning curve' der er i spillet, specielt med nedsat reaktionstid og 'cat on lap'. Musikken er YMCK fra de tidligere albums 'Family Music' og 'Family Racing'. Hvis nogen kan gøre mig den tjeneste, at tælle hvor mange gange jeg dør er jeg meget interesseret i at vide tallet.
Warning: mysql_result() [function.mysql-result]: Unable to jump to row 0 on MySQL result index 35 in /home/kaffeklu/public_html/nyheder/blog.php on line 97
Blog #183: ANNONCE, af p0dde, den 21. januar, 2010, klokken 19:29
Sjovt som de tre øverste film i min 'films to watch' bunke havde meget ens udseende forsider.
p0dde Warning: mysql_result() [function.mysql-result]: Unable to jump to row 0 on MySQL result index 38 in /home/kaffeklu/public_html/nyheder/blog.php on line 97
Blog #182: Uzumaki - Jeg har malet min spiral sort, af Jack, den 9. januar, 2010, klokken 17:00
Jeg så Uzumaki i går, en japansk gyser fra 2000, baseret på mangaen af samme navn af Itou Junji. I den begynder spiraler (uzumaki betyder spiral) langsomt at spille en fortsat større rolle i en lille japansk by. Vi følger gymnasiepigen Goshima Kirie og hendes barndomsven/kæreste/private særling Shuichi, som direkte involveres i begivenhederne da sidstnævntes fader, efter en tiltagende besættelse af det eponyme mønster begår selvmord (og det er for resten en vaskemaskine, ikke en høkasse). Det går selvsagt fra slemt til værre, og slutningen kan næppe kaldes hverken idyllisk eller munter.
Filmen er lavet for hvad der for mig ligner et forholdsvis lille budget, så i forvejen er brødet slået stort op når man med filmens høje mimetiske kaliber skal genskabe Itous mildt sagt fantastisk groteske verden. I de første to kapitler af filmen opbygges uhyggen snigende og diskret, ofte med subtile video-effekter i baggrunden, ganske som vi holder af japanske gysere for at gøre det. Her mærker man ikke meget til det lille budget, og selvom det filmiske sprog til tider låner en tand for ligefremt fra tegneseriens kompositioner var jeg til tider ganske nervøs ved mine omgivelser. Særligt er der kompositbilleder som får ubehageligt lang tid til at spøge for øjnene, og selvom noget findes i reflektionerne på det slukkede tv er det ikke altid umiddelbart til stede. Den slags huer mig, mine damer og herrer, det huer mig!
I filmens sidste kapitel hopper kæden desværre lidt af, og de ekstreme groteskerier som jeg forestiller mig fungerer fremragende i Itous streg, hans grafiering, bliver fjollet nok til at den omhyggeligt opbyggede stemning mere eller mindre løber ud i sandet. Heldigvis afrundes filmen med en meget smuk epilogisk montage, som alligevel efterlader en med en (u?)behagelig mavefornemmelse (og jeg ville være taknemmelig hvis nogen kunne forklare mig de tekniske detaljer bag denne afsluttende montages billeder). Alt i alt må det siges at være en moderat vellykket gyser, hvis fineste kvalitet måske er at indgyde en med en voldsom lyst til at stifte nærmere bekendtskab med Itous arbejde. Han mestrer tydeligvis en særlig variant af den japanske body horror, og formår at skabe ubehag som kun en uddannet tandlæge kan gøre det.
Blog #180: Kaffeklubbens Juleforkost 2009, af p0dde, den 9. december, 2009, klokken 21:22
Jeg arbejede på et cover billede til et mix tape til pakkelegen, da jeg droppede ideen igen. Så nu bruger jeg bare billedet som plakat på forsiden for julefrokosten. Warning: mysql_result() [function.mysql-result]: Unable to jump to row 0 on MySQL result index 45 in /home/kaffeklu/public_html/nyheder/blog.php on line 97
Blog #179: Kaffeklubben Sommerhustur. Sleepaway Camp 11, af p0dde, den 6. juli, 2009, klokken 21:00
Som en del af kaffeklubbens traditionsrige historie indledes sommeren med en sommerhustur. I år går turen til et øde sommerhus i Skåne, der venligst er udlånt til formålet af Emma. Kaffeklubbens lærde vismænd er kommet frem til at årets udflugt er nummer 11 i træk, og deraf kommer også årets titel: Sleepaway Camp 11.
kii_t.jpg)
Alison Bechdels Fun Home er en autobiografi, men det var svært for mig at læse den som en sådan. Til at begynde med lyder historierne om den særprægede familie og deres overtagelse af en bedemandsbutik næsten for gode til at være sande, og de hjælpes ikke på vej af den alvorlige, man fristes næsten til at sige opstyltede eller prætentiøse, tone og de ustandselige litterære referencer. Det hele forekommer en tand for kunstigt, men det er måske ikke tilfældigt at det første kapitel hedder "Old Father, Old Artificer". Det er nemlig aldrig for tidligt til den første Joyce-reference, så Fun Home fortsætter hvor Portrait of the Artist sluttede.
På denne måde bliver selve fortællingen om hvordan den unge Alison vokser op med en hemmeligt homoseksuel far, hvis skab undervejs slår gevaldige revner, en forbitret mor, som udlever sin skuespilsdrømme i det ynkværdige lokalteater mens hun længes tilbage til storbyen, og et par brødre uden påviselig personlighed, for til sidst at blomstre til en ung, stærk, omend stadig lettere neurotisk, men åbent homoseksuel kvinde, underordnet i forhold til det tekniske håndværk. Selve historien er mindre rørende end hvordan den fortælles, og også på denne måde står Fun Home ved sit joyceanske ophav.
